Batchelor, Northern Territory, Australien, 26. juli
Northern Territory har egentligt kun tre større industrier: minedrift (eller som det hedder med en pæn omskrivning hernede: ressourcebaserede aktiviteter), kvægdrift på gigantiske stations ude i bushen (en gennemsnitlig kvægstation er på størrelse med Sjælland, en stor er på størrelse med Jylland, og den største kunne rumme Belgien indenfor sit hegn), og så turisme.
Så der er masser af arrangerede ture til dette og hint, planlagte oplevelser og pakkefærdige rejser tilgængeligt heroppe. Ikke et ondt ord om det - vi har selv taget på flere af dem, og har haft det rigtigt fint med det.
Men noget af det sjoveste er når vi kan falde ind i noget, der ikke har en døjt med turister som os at gøre. Noget, der er arrangeret både af og for de lokale. I Darwin var vi til udendørsbiograf, fejringen af territoriedagen og øldåse-regattaen, og alle gange var det vildt fedt bare at drive rundt og lade som om man er en af de lokale.
Den sidste uges tid har vi været heldige at rende ind i et par arrangementer mere af samme slags.
Egentligt er det vandrehjemmets skyld. Altså, at vi skulle køre hele vejen tilbage fra Katherine til Darwin, efter at vi troede, at vi endelig havde fået klippet navlestrengen til byen over.
Ude på vandrehjemmets spiseterasse hænger der et stort fjernsyn, som hver morgen viser sportsnyhederne, og så var Anders ellers solgt. For det, der bliver vist, er Aussie Rules Football.
(Egentligt mærkeligt navn, for FODbold er det ikke (bolden må sparkes, kastes, slås og løbes med), og at der skulle være regler, kan man godt komme lidt i tvivl om.)
Sidebemærkning, nu vi er igang med morgen-TV. Der er en vært på australsk morgen-TV, der på en prik ligner Anders Samuelsen. Det kan man godt få en solid omgang big-time paranoia over, når man ikke lige er forberedt.
Nå, men da vi opdagede, at der var kamp i superligaen mellem Melbourne og Port Adelaide i Darwin næste weekend, var der jo ingen vej udenom. Knægten ville aldrig tilgive os hvis ikke han kom til at se det i virkeligheden - og vi ville nok heller ikke tilgive os selv.
Så lørdag aften var vi tilbage i byen, og mens bamserne blev puttet hjemme på vandrehjemmet tog resten af familien pr gratisbus ud til stadion og fandt pladserne på den store tribune midt i et hav af feststemte Port Adelaide supportere (så vidste vi da hvem vi skulle heppe på).
Spillet går over 4 perioder af (omkring) en halv time. En aflang bold gives op og så går det ellers løs. Bolden sparkes frem til en griber, der forsøger at løbe videre med den, eller kaste den til en medspiller, inden han tackles. I modstanderens baneende skal bolden sparkes mellem nogle højde pæle for enten ét eller seks point. Hvis bolden ryger ud over siden er der indkast - som dommeren foretager. Med ryggen til banen. Modig mand (eller også kan han ikke klare at se mere vold?)
Tacklinger går på manden (arme, ben, ryg, hals, der er ingen fine fornemmelser), ikke på bolden, og man må gerne være flere om én. Der går ikke ret mange øjeblikke fra man står med bolden (til venstre) til man ligger nederst i bunken (til højre). Bemærk iøvrigt spilleren i den orange dragt: hvert hold har sådan en; han må ikke deltage i selve spillet, men løber ud med beskeder fra træneren til de øvrige spillerne imens spillet er igang.
Spillet går lynende hurtigt og med meget få afbrydelser, også når en spiller skal hjælpes af banen. Der er utvivlsomt en masse taktik og teknik involveret, men det behøver man ikke forstå for at have det rigtigt skægt. Er man i tvivl kan man bare høre efter resten af publikum, for der leves 100 % med. Med MEGET høj lydstyrke, hvad enten det er jubel, buh'en af modstanderen eller dybtfølte skideballer til ens eget hold for at tabe bolden. Det er højlydt og intenst, men i en rigtig god stemning. Selvom vi sad på Port Adelaide tribunen var der solid håndfuld Melbourne-fans blandet mellem os, og de var ikke mindre højt-heppende, uden at nogen så skævt til det.
Det var skidesjovt, og et levende indblik i noget af det, som de i forvejen sportstossede australiere går allermest passioneret op i.
Iøvrigt vandt Port Adelaide overlegent 84-56.
Katherine er centerby for et kæmpe opland, langt større end Danmark. Det er her, man tager til, hvis man skal købe nyt bølgeblik til farmen, have nyt tøj til ungerne, eller bare se andre ansigter end dem, der sidder på éns 10.000 stykker kvæg.
En gang om året løber det hele sammen i det store Katherine Show, som vi var så heldige at være i byen til.
Det er en blanding af landskue, byfest og Hjallerup marked, med udstilling og kåring af dyr, udstillinger af de nyeste traktorer og Ute'r (den specielle 4-hjulstrukne pick-up, som alle farmerne kører i), omrejsende tivoli i bunkevis, gøgl og boder med alt muligt pangelværk, opvisninger med heste og tunede V8-Ute'r og de mærkeligste konkurrencer. Vi nævner i flæng: bedst udklædte hest, hurtigløb med skraldespand (for par) og højdespring for hyrdehunde.
Enhver frisk australsk bondeknøs' drøm? En sænket, tunet og topgejlet pickup eller måske æren som årets hurtigste mand med en skraldespand? Det må der da være damer i?
Lone og Anders midt i markedstumlen, og et par af deltagerne i konkurrencen om "horse fancy dress". Det er Lone og Anders på billedet til venstre.....
Når vi rejser så længe, som vi gør, prøver vi generelt at leve almindeligt sundt med havregryn til morgenmad og grønsager til aftensmaden. Men, hvis man er på marked skal der selvfølgelig svælges hotdogs til aften. Og vi fik bekræftet, at vi havde valgt den rigtige blandt de mange boder da hele Katherines forsamlede politistyrke mødte op ved samme bod for at indtage deres aftensmad.
Den egentlige attraktion for os var det store rodeo, der blev holdt om aftenen, komplet med tyre-ridning, ridning på utæmmede heste og alt det farlige, der hører til faget. Desværre var det efter mørkets frembrud, så vi har ikke rigtigt nogle billeder af det, der duer til noget.
Så i stedet får I lige pauseunderholdningen fra rodeoet, The Crack-up Sisters, der optrådte flere gange i løbet af dagen med en humor, der vist bedst kan beskrives som, ahømmm, "rustik"
Efterhånden som aftenen skred frem, og de optrådte flere gange, blev humoren ikke mindre, ahømmm, "rustik". Der kan laves ret mange dårlige jokes over emnet Cowboys and Bulls. Lone syntes, at de bare blev sjovere og sjovere - og her har jeg gennem de sidste mere end 20 år troet, at hun var en pæn pige.....
Ud over, at det var sjov og gøgl det hele, så var der et par ting, vi ikke kunne lade være med at lægge mærke til.
For det første, så vi langt flere aboriginals her, både i Katherine i det hele taget, og til byfesten især, end nogen andre steder. I Darwin ser man nogle få, men her kan man godt føle sig som et mindretal, når man er hvidlig/grisefarvet. Men, selvom vi så mange, så så vi ikke et eneste blandet par, og på gaden ser vi heller ikke hvide og aboriginals, der går i samme gruppe. Vi får ikke fornemmelsen af, at der noget apartheid over det, sådan rent officielt, men det virker som to helt adskilte grupper.
For det andet: når man er vant til en dansk byfest, så var det direkte påfaldende, at vi ikke så én eneste beruset person i løbet af en hel dag til Katherine Show, og heller ikke en eneste til fodboldkampen i Darwin. Ikke engang sådan lidt overrislet. Der er meget skrappe alkohol-restriktioner i store dele af Northern Territory, og det føltes faktisk rart at kunne gå trygt rundt i mørket uden at skulle bekymre sig om hvad man satte fødderne i....